
Yoga er krænkende i fremtiden!
Er pizza kun for italienere og kommer krænkelseskulturen også til Danmark i fremtiden?
Bragt i Århus Stiftstidende april 2021
Af fremtidsforsker Anne-Marie Dahl, Futuria
Det er noget af en præstation at undgå gode råd om at dyrke yoga. Skulle man i et svagt øjeblik indrømme sig lidt ude af form fysisk og psykisk, står der altid en meget velmenende yogamåtte klar. Du skulle begynde at dyrke yoga! Du vil elske det og bedre blive i stand til at ”embrace” livet, lyder det. Det skal nok få sådan en som mig til at rulle sammen som et pindsvin og hvæse, at mine gåture og min aftenbøn er fint nok for mig. Jeg hopper ikke på tidsåndens yoga-mani, og nu er det også ved at være slut. Nærmest pinligt at give sig i kast med.
Skiftende mode i sundhed
Vi mennesker har altid givet hinanden ”gode råd”. Engang hed det varme omslag og svedsker, i dag eksploderer de sociale medier med kendisser, bloggere og andet godtfolk, der insisterer på, at D-vitamin, mindfullness og acidobær kan løse alt og forlænge livet. Moden skifter også i afdelingen for folkelige sundhedsråd, men yoga er en gammel traver, som popper op fra tid til anden og åbenbart rammer tidsånden lige nu. I den stressede senmodernitet, skal vi helst signalere balance i krop og sjæl med yoga, mindfullness og askese i form af anti-gluten, -salt, -laktose, etc., og det er sikkert meget godt. Men med yoga er det ved at være slut. Det handler om den nye krænkelseskultur.
Er pizza kun for italienere?
Må andre end italienere lave pizza? Må man klæde sig ud som mexicaner til en fest? Kan en ”hvid” tillade sig at få dreadlocks? Og er det krænkende for indere, at vesterlændinge dyrker og endnu værre underviser i yoga. Er det legitimt at blive inspireret af andres kultur eller er der tale om ”kulturel approbation”, en krænkende udnyttelse.
En ømskindet richterskala
I sin bog ”Generation Krænket” sætter den fransk feministiske venstrefløjsjournalist, Caroline Fourest spot på det, hun kalder for et krænkelsestyranni. Hun mener, at de unge befinder sig på en ømskindet richterskala, hvor de ikke tåler at blive udfordret. De moderne samfund har sat offeret på en piedestal, man kan altid smide race-, køns- eller kønsidentitetskortet og føle sig krænket. Dermed er den frie udviklende debat på vej til at blive at blive kvalt, for ingen tør diskutere eller lade sig inspirere af andres kultur. Risikoen for at blive hængt ud på de sociale mediers gabestok, er for stor.
Identitetspolitik
Ifølge Fourest kommer udviklingen fra USA, hvor man på universiteter undgår enhver form for diskussion eller modsigelse og lærere må tage deres afsked, hvis de kommer til at undervise i følsomme emner, der kan støde ”nogen”. Og ve den kantine, der serverer vietnamesisk mad. Fourest anklager den venstrefløj, som hun selv tilhører, for at fokusere så meget på det individuelle offer, at det indebærer en identitetspolitik til kvalmegrænsen. I stedet bør man fokusere på lighed i samfundet som helhed, og de unge bør undervises i at tåle det anderledes synspunkt. Hun anerkender, at der findes racistiske og kønsmæssige krænkelser, som skal tages alvorligt, men vender sig mod den følsomme offerdyrkelse over det mindste
Slut med mexicanske hatte
Kommer krænkelseskulturen til Danmark i fremtiden? Herhjemme har vi vel også set sager, der kunne ligne, f.eks. har man på uddannelsesinstitutioner måtte forbyde udklædning til fester, ikke noget med mexicanske hatte eller male sig sort i ansigtet. Så vidt jeg ved, er yoga endnu ikke blevet krænkende, men se på nettet og du vil finde flere amerikanske artikler om, at ”hvide mennesker ikke burde have lov til at dyrke yoga.” Personlig håber jeg ikke, at jeg må droppe pizza, indisk mad og udviklende diskussioner, og for min skyld kan folk dyrke det yoga, de vil. Men hvis nogen uopfordret hævder, at yoga ville ”være godt for mig”, ja så kan jeg faktisk godt føle mig krænket!
Læs om bogen: Generation Krænket
Nyhedsbrev
Vil du vide mere om fremtiden? Tilmeld dig nyhedsbrevet fra fremtiden med artikler og analyser om, hvordan megatrends påvirker os som mennesker, information om foredrag og meget andet. Nyhedsbrevet udkommer ca. 10-12 gange årligt.
Følg mig her: