Bragt som klumme i Århus Stiftstidende oktober 2013

Af fremtidsforsker Anne-Marie Dahl, Futuria

”Åh jeg skal lige huske at gå ud med skraldespanden”, siger min veninde midt i en tæt snak over en flaske rødvin. Overbærende tilbagelænet kan jeg fortælle hende, at hun tager fejl, for hun var ude med den i går. ”Nej nej, det var dagrenovation, i dag er det pap”, lyder det, idet hun triller af sted med den ih så miljørigtige beholder. I morgen er det grønt affald. Det er jo ikke til at huske og forholde sig til. Godt det her er Brønshøj og ikke Århus!

Det er det så åbenbart snart. I hvert fald er udmeldingen fra Miljøministeren, at vi fremover skal have måske 6 forskellige poser til vores affald, så mest muligt kan genbruges. Vi skal i den grad til at sortere skraldet – igen. De fleste Århusianere kan vel huske den energi, vi lagde i at sortere i henholdsvis grønne og sorte poser frem til 2004 for at erfare, at systemet ikke holdt en meter. Alle poser endte meget demotiverende for den miljørigtige sorteringsiver faktisk det samme sted, eller forhåbentlig var det bare en Århushistorie?

Århushistorie eller ej, det kan være svært at forholde sig til de store globale miljøudfordringer og så min egen lille rolle i det. Nytter det noget? Den tyske sociolog Ulrik Beck har i sin bog Risikosamfundet så rammende beskrevet den afmagt og angst, vi mennesker kan opleve i et globalt højteknologisk samfund, hvor forurening ikke kender grænser. Engang var forurening direkte synlig og noget vi kunne flygte fra eller gøre noget ved. Ekskrementerne flød i rendestenen og vi kunne forskanse os eller medvirke til en effektiv kloakering. I dag kan udslip fra et atomkraftværk i Østeuropa eller CO2 udledning i Kina have store konsekvenser for vores liv, uden at vi kan gøre noget som helst. De fleste risici er diffuse og usynlige. Derfor kan reaktionen blive en følelse af, at det er fuldstændig ligegyldigt, hvad jeg gør i min hverdag.

På den anden side, holder det jo ikke at undskylde sig med afmagtsfølelse. Man skal ikke langt fra Danmark for at se de uhyrlige konsekvenser af et ikke velfungerende affaldssystem. Se f.eks. det smukke Sicilien. Bjergskrænter flyder af affald og Palermos gader er visse steder belastet af ildelugtende dynger. Hver dansker bruger i snit 126 kg emballage i form af pap, papir og plast om året og det er ikke lige meget, hvor især sidstnævnte ender. Den colaflaske som jeg for nylig så en ung gut nonchalant kaste ud af sin bil i farten, kommer til at skæmme vejkanten i årsvis. Med mindre moar selvfølgelig følger efter i sin miljørigtige UP og renser op efter sønnike. Et par af mine bekendte, der rydder op efter Skanderborg Festivalen for småpenge til deres frivillige foreninger, er dybt chokerende over en ungdomskultur, der åbenbart ikke har lært hverken at sortere eller rydde op efter sig. Funktionsduelige telte og madrasser flyder sammen med plasticflasker og pizza bakker. 2 meter fra en affaldsstation med gode sorteringsfaciliteter.

Jeg tror, at fremtiden arbejder for os dovne, ignorante, forkælede eller dårlige huskere (kan lige rumme hver anden søndag ud med skralderen på Lærkevej). Selvfølgelig vil teknologien engang blive udviklet så vakst, at vores skraldespand vil kunne nedbryde vores affald direkte på åstedet og affaldssortering vil slet ikke være nødvendig. Men in between: Selv om det er rigtig træls at få endnu en huske- og sorterings opgave i en travl hverdag, så lad os give kloden, miljøet og ikke mindst nærmiljøet en hånd. Og lære vores børn og unge at rydde op efter sig. Gør vi ikke noget ved vores miljø i dag, kommer vores børn og børnebørn alligevel til at tage skraldet i morgen.