Bragt som klummme i Psykolog Nyt nr. 11 2014
 
Af fremtidsforsker Anne-Marie Dahl, Futuria

Kvinden er  midt i 40´erne, leder i en stor dansk virksomhed og slet ikke utilfreds med udviklingen.” For 10 år siden opfordrede min chef mig altid til at gå med kunderne i baren. I dag er budskabet, at vi skal huske sportsoutfittet til morgenløb med kunderne.” ”Jeg har altid været mere til sport end sene natteøl, men det er en sjov udvikling,” siger hun.

Og det er da tankevækkende. Hvad er der sket, siden vi i løbet af 5-10 år har udviklet os fra et image som ”the jolly danes”, der sad i den evige rundkreds og delte øl, tanker og dumme vittigheder til, at vi okser løs med ironmen, MBA´er og selvkontrol. Og kaster 5 mandler og fedtfattig skyr i munden om morgenen, før vi løber rundt på villavejene, som om fanden selv var i hælene på os?

Vil vi vide noget om tidsånden, er det altid godt at starte med de unge. Megatrends aflæses ofte bedst i de unge, der vokser op midt i tendenserne. Os med begyndende grå år er ofte lidt mere træge i sindet og reagerer senere.

Og der er sket noget interessant. Jeg har lige interviewet ca. 75 unge om deres drømme. Stillet de samme spørgsmål som til bogen ”Popstars-generationen”, som udkom i 2010. Især en ting springer i øjnene: For 4-5 år side boomede de store fyldige drømme med mig i centrum som stjernekirurgi, rockstjerne eller krigsreporter. Drømmene er der stadig men fulgt op af et: ”Det kan godt være, at der er krise, men JEG skal sg nok klare det”.

Individualismen og erkendelse af, at jeg er min egen lykkes smed, er endnu stærkere end for 5 år siden - efter den økonomiske krise. De unge er helt bevidste om, at det handler om at performe og skille sig ud. Ikke så mærkelig, at The Times for et år siden døbte de unge ”The ME ME ME generation.”

Så mon skridtet fra baren til løberi kunne handle om en brat opvågning pga. den økonomiske krise? Har vi fået syn for, at vi lever i en åben global konkurrencepræget verden, hvor kineserne snart kommer og tager os. Hvis vi altså ikke straks går i højeste gear og opruster os selv som små soldater. Dertil kommer udsigten til et omskiftelige fremtidigt arbejdsmarked uden faste job og positioner, hvor man hele tiden skal genopfinde sidst eget talent. Og være den bedste version af sig selv fysisk og fagligt.

Lad mig straks indrømme – Deres klummeskribent jubler ikke over skiftet i tidsånden.

For det første, tror jeg ikke, vi kan holde til det i længden. At være så meget i MIG, i kontrol og performe. Vi kan få travlt, hvis vi hele tiden skal slå hinanden eller en imaginær kineser på målstregen. Ikke sært, hvis mange bukker under med stress eller depressioner.

For det andet, tror jeg slet ikke, vi skal slå kineserne på pris og hård konkurrence. Skal vi leve af innovation i fremtiden, skal vi evne at samarbejde og udfordre hinandens ideer. Danmark ligger højst på internationale tillidsundersøgelser – det hemmelige guld, der fremmer kreative processer og projektsamarbejde. Det skulle vi nødig sælge ud af i en enøjet konkurrencediskurs med hovedløse performancemål.

Men endelig: Jeg er faktisk (desværre) ret kropsdoven, rigtig glad for mad og et godt glas rødvin. Selvfølgelig er alt et spørgsmål om balancer og jeg spiser skam også grønt og forsøger mig med kæk powerwalk. Men jeg holder mest af den dybe udviklende samtale, som ikke kan løbes væk. F.eks. snakke om, hvad det vil sige at være menneske i senmoderniteten og om vi egentlig har et andet valg midt i en kontrol og performancediskurs. Og mens vi således grubler lidt over det, vil jeg vælge at trodse tidsånden og spørge dig: ”Vil du med i baren?”