Bragt som klumme i Århus Stiftstidende juni 2015

Af fremtidsforsker Anne-Marie Dahl, Futuria

Bothilde Dahl står der på stenen ved Moesgård. En imponerende gravsten, noget af et eftermæle. Min søn og jeg og kigger nysgerrigt og taler om, hvilket liv Bothilde mon har haft, og hvordan det hele hænger sammen langt tilbage i vores slægt. Bothilde var vist min oldemors tante.

Efterlivet er temaet for den tankevækkende udstilling på Moesgård, som vi besøgte inden turen gik til Bothilde. Hvordan lever vi med de døde, og hvad bliver der af de døde? Forskellige kulturer og historiske perioder har tacklet det forskelligt med mindesmærker og ritualer. I den vildeste form, den kinesiske kejser, som lod sig begrave med en tusinde mand stor hær af terrakotta soldater. Kunne sådan en storhed mon gå hen og blive en trend i fremtiden?

Begravelse bliver en event, lød det fra en Århusiansk bedemand for nogle år siden. Og det passer meget godt med oplevelsesøkonomiens tidsånd og i øvrigt de erfaringer, jeg har fra et par spændende opgaver omkring fremtidens begravelse og kirkegård. Pt. har små diskrete urnesteder eller de ukendtes grav vundet over datidens mere prangende familiegravsteder. Men spørgsmålet er, om fremtidens ældre/mennesker, der er vant til at forbruge, skifte partnere og selviscenesætte sig med fuld oplevelsesværdi, er indstillet på så ydmyg en exit. Og om os, der står tilbage, føler behov for mere historiefortælling og oplevelse.

Allerede i dag er det kommet flere varer på hylderne i efterlivets butik. Individuelle urner i form af farver, materialer og figurer og kister med lidt mere spræl – min ultimative favorit er en rød lak kiste. Bisættelser er knap så traditionelle og kommer i højere grad til at afspejle den afdødes liv – selv min gamle far talte om, at livets sidste begivenhed skulle være en fest, og det fik han. Pt er der åbenbart uro i Kina, fordi en gammel tradition om dødedans til begravelser har udviklet sig til egentlig strip for at få flere til at deltage i festen.

Nu om dage har ingen råd eller plads til en terrakottahær hinsides, men de virtuelle platforme giver nyt liv og nye muligheder. På mindet.dk finder du en virtuel kirkegård, hvor du mod betaling kan oprette et virtuelt minde om dine kære, tænde lys og dele mindedage med de andre. I modsætning til den fysiske kirkegård, kan vi læse om de afdødes liv og dermed få et indblik i det det liv, der blev levet. Pt. er der mest tekst og foto, men mon ikke udviklingen både på Mindet eller på et ”Facebook for efterlivet” går i retning af video og fælles virtuelle sørgeevents. Noget, der vil passe godt til fremtiden, hvor vi glober rundt. Vi kan således mindes og deltage i farmors 90 år fødselsdag post mortem, uanset hvor vi er i verden.

Den tid er ovre, hvor familiegravstedet var det helt naturlige. Dels flytter vi mere rundt, dels er familien i dag mere flydende med skilsmisser og ny paprelationer. Og for mange bliver venner mere vigtige som holdepunkter i turbulensen. ”Den familie du selv har valgt,” siger mine unger så frækt. På den virtuelle begravelsesplads kan alle komme til, og mulighederne for historiefortælling, iscenesættelse og mindefester er uendelig. Der er plads til storhed og spræl. Så går fremtidens Bothilder og drømmer om et kæmpe gravkammer med plads til et walkin-closet , en kopi af alle hendes tidligere kæreste, børn, venner og katte eller en egentlig terrakottahær, skulle der være god mulighed for det. Måske er fremtidens efterliv slet ikke så tosset.