Bragt som klummme i Psykolog Nyt nr. 10 2015

Af fremtidsforsker Anne-Marie Dahl, Futuria

Min mor planlagde selv sin bisættelse. ”Det skal være lidt pompøst”, sagde hun og forlangte smuk trækiste og skønne salmer. Om end sorgfuldt, blev det smukt og lidt muntert med snitter og rødvin helt i min mors ånd. ”Det er Trines sidst fest”, udbrød min far rørt ved kisten. Som familie var det enkelt at være samlet om det hele.

Så nemt bliver det næppe i fremtiden, hvor familiekonstellationer er mere flydende.

Hvis er liget i fremtiden, kunne man spørge? Det er et morbidt område at bevæge sig ind på, men det er ikke taget ud af det blå. Måske det faktisk er på høje tid. For nogle år siden arbejdede jeg på et projekt om fremtidens begravelse og kirkegård. Her forlød det, at der allerede i dag kan være stridigheder blandt de pårørende omkring begravelsesritualer, og hvem der skal ligge med hvem hvor.

Vi lever i en individualistisk tid, hvor familiebegrebet bliver mere skrøbeligt med flere ægtefæller undervejs og et hav af paprelationer. Samtidig ser det ud til, at venner får større betydning i vores løse tilværelse, måske lidt under devisen: ægtefæller forgår, venner består. Hvem skal så beslutte, hvordan livets sidste fest skal foregå, og hvem vil vi dele plads med? Samtidig bliver vi mere mobile og globale, i hvilken by skal vi så stedes til evig hvile?

P.t. har små diskrete urnesteder eller de ukendtes grav vundet over datidens mere prangende familiegravsteder. Måske fordi spørgsmålet om, hvor og med hvem, allerede trænger sig på. Men spørgsmålet er, om fremtidens ældre, der er vant til at forbruge, skifte partnere og selviscenesætte sig med fuld oplevelsesværdi, er indstillet på så ydmyg en exit.

Vi, der mødtes på Roskilde

En model kunne være, at asken spredes over havet og det fysiske gravsted erstattes af et flot virtuelt. Så kan alle familiemedlemmer uanset paptitel være med, uanset hvor de bor på kloden.

Der findes allerede en virtuel gravplads på Mindet.dk med små historier om afdøde, fotos og i fremtiden sikkert også video. Men der er alternativer, hvis der bliver ”kamp om farmor”. Hvorfor ikke dele asken? Så kan man også medbringe krukken med farmor i forbindelse med job i London eller Shanghai. I USA kan man vist allerede få aske ind i et smykke. Så kan vi have vores kære med os overalt, og der er nok til alle.

En anden mulighed er, at vi gerne vil ligge med ”nogen”, men i erkendelse af de mange brud i vores liv vil vi nok vælge nogen, vi deler værdier med. Måske et stort gravsted for alle os, der var sammen på Roskilde Festival i 1981? Eller et område for fans af en bestemt fodboldklub. Kirkegårdsfolkene mente, at et sted for enker med små hunde var relevant – de foretrækker vist kræet frem for manden.

Endelig kan det ske, at vi går tilbage til de store gravsteder – ikke for at samle familien, men for at have plads til at iscenesætte os – også i døden. Individualisering og oplevelsesøkonomi går hånd i hånd ind i fremtiden. Måske fremtidens kirkegårde bliver oplevelsesparker, hvor vi kan gå fra grav til grav med forskellig spændende indretning og en virtuel skærm, der fortæller den eventyrlige historie om Louises liv.

Nu er lovgivningen ikke lige klar til ramasjang på kirkegården, og mon ikke de fleste har en vis træghed i sindet lige præcis omkring disse svære spørgsmål? Men de nye generationer kan tænke anderledes og forvente mere.

En af mine bekendte var for nylig på kirkegården med sin treårige datter for at besøge farmors grav. Efter at have kigget lidt betuttet på gravstenen forsøgte hun at scrolle på den og var meget utilfreds med, at den ikke reagerede som hendes iPad. Det kan blive både pompøst og vildt på fremtidens kirkegård.