Bragt som klumme i Århus Stiftstidende marts 2016

Af fremtidsforsker Anne-Marie Dahl, Futuria

Vil du med til Paris? Nej, skreg min reptilhjerne uden tøven, som sådan en reptilhjerne jo gør. Som de fleste mennesker slæber jeg rundt på nogle rædselsdæmoner, og udover bl.a. slanger og bjørne er der de senere år kommet terrorister til. Især efter november i Paris. Hun spurgte ellers sødt, min datter, og både min indre eventyrer og fremtidsforskeren meldte sig da også hurtigt i kampen. For tilbuddet omfattede besøg på verdens største tekstilmesse og rundtur i de mest hippe og avantgarde-agtige butikker i modebyen under kyndig vejledning af min egen designer in spe. Lidt slapt at lade et sådan tilbud ryge pga. frygt.

Vi har tendens til at overvurdere dødsårsager, som får meget medieomtale, hævder den norske filosof Lars Fr. H. Svendens og jeg giver ham så inderlig ret. Trafikuheld, diabetes og hjerteanfald, hvad er det i forhold til tanken om en sortklædt person med en stor ”gun” i hånden? De grusomme billeder fra Paris sætter sig på nethinden, og beretninger fra vidner får det til at isne ned ad rygraden. Svendsen mener, at vores risikobevidsthed i dag ikke blot er baseret på vores egne erfaringer eller noget vi har fået direkte fortalt. I stigende grad erfarer vi via medierne og indtrykket bliver et uroligt bagtæppe for vores fortolkninger af verden. Derfor bliver vi overfokuserede på det, som ”kan ske” fremfor det mest sandsynlige.

Mennesker har altid frygtet, før i tiden måske mere onde ånder og hekse, og spørgsmålet er, om vi er blevet ”klogere” end vores enfoldige forfædre? De farer, vi frygter i dag, skyldes måske ikke manglende viden men derimod et overload af viden om alt det grimme, der foregår rundt omkring i verden. Og der er nok at være bange for udover terror; prøvesprængninger i Nordkorea, store flygtningestrømme, Zika myg i Sydamerika og grænseoverskridende forurening. Hvem ved, hvad det kan komme til at betyde for MIG? Samtidig kan vi føle os hjælpeløse, fordi vi reelt igen indflydelse har på dette mulige onde, som worst case kan betyde en fare for MIG. Den tyske sociolog Ulrick Beck mener, at vi lever i et risikosamfund, hvor den næste fare er diffus eller ukendt, og vi har ingen chance for at gardere os, uanset hvor stor vores tegnebog er.

Det paradoksale ved alt denne frygt er ifølge Svendsen, at den nye frygtkultur vokser frem på et tidspunkt, hvor vi efter alt at dømme lever et mere trygt liv end nogensinde før i historien. For kigger vi i statistikker og sandsynslighedsberegninger, ser det ud til, at chancen for at møde en af disse grimme terrorister er så lille, at det slet ikke er værd at være bange for eller sige nej til rejser og livet i det hele taget. ”Den, der er bange for at lide, lider allerede, fordi han er bange,” skulle den franske filosof Montaigne have sagt. Måske det bliver en kompetence i fremtiden at tæmme sin reptilhjerne og slå frontallapperne altså ”chefen” i vores hoved til, hvis vi ikke vil drukne os selv i overdreven angst.

Så med en stille bæven var svaret til min datter ja, og denne klumme er skrevet på en dejlig cafe i det nu berygtede men absolut herlige Marais kvarter i Paris. Og ja, her er farligt. Jeg har både måtte springe for livet i forhold til hurtige billister, været ved at få et hjerteanfald over de vilde priser på ”fremtidens mode” og er sikkert rykket et skridt nærmere en livsstilssygdom efter et umådeholdent indtag af mad og drikke. Til gengæld har vi faktisk ikke set så meget som skyggen af en terrorist.