Klumme i Århus Stiftstidende marts 2010

Af fremtidsforsker Anne-Marie Dahl, Futuria

Fra havkik til bugtudsigt. I ro og mag med min morgenavis kunne jeg for nylig konstatere, at vores friværdi steg mærkbart. Genboen med svigersøn var gået amok med en motorsav på træ og krat på nabogrunden ned mod vandet, og vores ”ejendomsmægler-havkik” var på mindre end en halv time vel nærmest forvandlet til” storslået udsigt til Århus-bugten.” En fantastisk morgenstund, hvis ikke mit blik næsten lige samtidig var faldet over en artikel med foruroligende påstande om klimaforandringer og stigende vandstand, der vil udfordre ikke mindst visse kystnære områder. Og jo, Feddet var med på kortet. Begejstring og bekymring sloges om at indtage mit morgenhumør. Hvad skal man egentlig tænke og tro?

Som fremtidsforsker ved jeg en god del om samfundstendenser, men det med den globale opvarmning, skal jeg ikke kloge mig på. Det har vi helt andre eksperter til og selv de kan vel næppe svare på, hvor voldsomt det bliver og om Feddet eller andre dele af Århus er i farezonen for alvor.  Min interesse går mere på, hvordan vi også som Århus borgere vil reagere på klimadebatten og de mulige udfordringer. Vil vi formå at bevare hovedet koldt og klart og have tillid til, at eksperterne nok skal formå at udvikle løsninger eller afbøde de konkrete udfordringer med kvalificeret task force præcision? Eller vil vi se mulighederne i katastroferne og udvikle innovative løsninger. Sorgløst fornøje os i de herlige vandmasse, udnytte vand som et kreativ element i bybilledet og udvikle kloakturisme i oplevelses-økonomiens ånd? Eller vil vi i stedet blive grebet af bekymring med risiko for klimafobi, mistillid til drikkevand fra hanerne og hamstring af redningsveste?  Spørgsmålene var helt centrale i en scenarieproces om drikkevand i fremtiden for Århus Kommune, jeg deltog i for et års tid siden. Vi havde mange spændende bolde i luften, men tro ikke, at vi landede med et 100 % endegyldigt svar og noget der kunne minde om ”sikker viden”.

Det er egentlig ufatteligt så lidt, vi med sikkerhed ved om fremtiden. Tro aldrig på fremtidsforskere eller andre eksperter, der vil fortælle dig, hvordan fremtiden bliver. Det vi kan arbejde med er forskellige megatrends – dvs. store stærke udviklingstendenser, der vil præge vores samfund i fremtiden og så opstille forskellige scenarier for fremtiden. Det kan lyde luftigt, men grundlæggende handler det om at se fremtiden i øjnene, før den får øje på os. I et samfund, der forandrer sig så hurtigt som vores, risikerer vi alt for let at blive ramt af fremtidschok og lade et worst case scenario overskygge alt andet. Min største skræk er, at vi i en tid med store overskrifter om klimakatastrofe, økonomisk krise og international terrorisme får skabt en frygt og handlingslammelse hos os alle. Vi har måske mere end nogen sinde før brug for at handle proaktivt, innovativt og ansvarsfuldt både som samfund og som Århus-borgere hver i sær. Vi må holde hovedet klart, bevare optimismen, sætte ord bag handling og bekæmpe ethvert anløb til akut klimafobi, tænkte jeg indædt og trak dynen op over hovedet. Havet og klimadebatten var kommet både herligt og faretruede nær den morgen. Det er ikke til at vide, hvad man skal tro.